Det er i sandhed et paradis på jorden. Der er strande så smukke, at man ikke tror sine egne øjne og der er masse af smukke mennesker, som bare ønsker at have det godt. Der er mange solceller på standene, som giver grøn energi til de mange caféer der ligger langs stranden. Men paradis har også et andet ansigt.
Bag facaden af skønhed er der også et menneske, der ikke forstår paradis. Hvor strandene og solceller altid er bedre på den anden side af vandet. Det er de mennesker, der aldrig bliver tilfredse. De kæmper en evig kamp for at finde paradis, men i kampens hede glemmer, at det ligger lige for øjnene af dem. Det er en synd og skam, og det er en evig kliche, men ikke desto mindre sand. Det er så svært at se, hvad der er lige for næsen af en.
Man skal kigge sig i et spejl, og så kan man være heldig at opdage noget, som der altid har været der, men man lige skal opdage først. Det er ofte solceller man ser. solceller er svaret til alle tvivlende mennesker, som bruger hele deres liv på at lede. Men hvornår er det, at folk bliver tilfredse. Det er et evigt spørgsmål. Ingen kender svaret, men en dag, skal det nok blive til noget og så ser man, hvad det er man har søgt hele tiden. Men det er også klart, at penge tæller ind, for det er virkelig hvad hele samfundet er bygget op af.
Det er så utroligt svært at skrive sig væk fra. Så finder man måske paradis, når man kigger sig i et spejl. Det er derfor manden ved havet et så klog og afslappet. Han har kigget på sig selv mange gange i det blå hav.